Tabuer bliver brudt på biblioteket

    16. april 2015 Vollsmose Avisen

    Frem til fredag den 24. april kan du få afkræftet dine fordomme om psykiske sygdomme, når kampagnen EN AF OS gæster Vollsmose Bibliotek.

    Af John Bonde, borgerjournalist
    Foto: Jørgen Gregersen, borgerfotograf

     

    Under mottoet EN AF OS besøger Pio Psyk Info Odense Vollsmose Bibliotek i disse dage. Her er såvel medarbejdere som frivillige ambassadører til rådighed for en god og givende snak om psykiske sygdomme. I hyggelige, hjemlige omgivelser med kaffe og flødeboller kan alt om psykiske sygdomme komme for dagen, og intet er tabu, lyder det fra Pio Psyk Info Odense.

    - Der er så megen tabu og fortielse om psykiske sygdomme. Folk er bange for at berøre emnet, og de psykisk syge holder sig derfor tilbage med at åbne sig, fortæller rådgiver hos Pio Psyk Info Odense, Berit Juel.

    Kampagnen hedder EN AF OS, fordi de psykisk syge ikke skal føle sig som en ekskluderet gruppe. De er en af os – det er ham eller hende, du møder på gaden hver dag, når du handler eller går i byen.

     

    Vil du høre om min skizofreni?

    En af de frivillige ambassadører er Jesper Runge. Han lider af skizofreni og har ofte mærket berøringsangsten på sin egen krop.

     - Når jeg er til familiefester eller andre fester, hvor folk kender mig, er der ingen, der spørger ind til min sygdom. Ofte sidder jeg i min egen lille verden. Det er svært, forklarer han og fortsætter:

    - Det er også svært, når jeg eksempelvis vil score en pige. Jeg spørger hende jo ikke, om hun vil med hjem og høre om min skizofreni, fortæller Jesper Runge med et lille smil.

     

    Rammer hver anden familie

    Hver anden familie i Danmark har på en eller anden måde været i berøring med det psykiatriske behandlingssystem, og alligevel bliver der ikke talt meget om det i dagligdagen.

    - De psykiske syge er angste for at udstille sig selv eller blive sat i bås. Derfor er det vigtigt, at alle er åbne om sygdommen, siger Berit Juel fra Pio Psyk Info Odense.

     

    en-af-os-628
    Berit Juel fra Pio Psyk Info Odense viser en brochure til Annette Jensen fra Bullerup, der ikke havde hørt om kampagnen EN AF OS, før hun besøgte Vollsmose Bibliotek.

     

    Se mig som et helt menneske

    En anden af de frivillige ambassadører, der gæster Vollsmose Bibliotek, er Julie Pieszak. Hun lider af en depression og føler selv, at hun har meget behov for at snakke om sin sygdom.

    - Så kan folk se, hvem jeg er, og hvad jeg indeholder. Jeg vil gerne fortælle om mine erfaringer, og det har jeg mulighed for her i en positiv fælles dialog med dem, der kontakter os. Viden skaber forståelse og forståelse skaber viden, forklarer Julie Pieszak.

     

    Alle kan søge info

    Vollsmose Avisen besøgte kaffesalonen på den førstes besøgsdag på biblioteket, og allerede på det tidspunkt havde tre besøgende været inde og få en personlig snak med ambassadørerne. Samtidig har der været lidt trængsel ved boden, som var uden for biblioteket mandag den 13. april. Kaffesalonen gæster Vollsmose Bibliotek indtil den 24. april.  

    Læs mere om EN AF OS og om Pio Pysk Info Odense.

    Indsend gerne artikler eller forslag til artikler på avis@vollsmose.dk senest kl. 12.00 på dagen, hvor der er deadline, som generelt altid er torsdagen før udgivelse. 

    Se i vores nyhedsarkiv