Hærværk gør børnene utrygge

    17. maj 2017 Vollsmose Avisen

    Børnehaverne Bøgelunden og Atlantis har lukket deres legepladser af uden for åbningstid for at undgå hærværk. Smadrede ruder og afbrændte sager går ud over børnene, siger institutionsledere.

    Tekst: Signe Lene Christiansen

    Det har efterhånden været hverdag, at pædagoger i Børnehuset Bøgelunden er mødt ind til glasskår udover hele legepladsen, smadrede nedløbsrør og generel hærværk på institutionens område. De sidste par måneder har børnehaven i Bøgeparken oplevet en stime af hærværk, som har foregået på næsten daglig basis, ifølge daglig pædagogisk leder Gerald Meleady. Og det har nu fået institutionen til at lukke legepladsen af uden for børnehavens almindelige åbningstid.

    - Vi har altid haft mange børn, der legede på legepladsen i weekenderne og uden for åbningstid, og det har nogle gange givet lidt hærværk og drengestreger. Men jeg har aldrig oplevet det så hyppigt, som det har været på det sidste, siger lederen, der har arbejdet i Vollsmose i adskillige år.

    - Når ruder er blevet smadret, og der gemmer sig glasskår i legetøjet og på legepladsen, så kræver det virkelig grundig oprydning. Det er en stor belastning for børnehaven, fortsætter Gerald Meleady.

    Stop for hærværk hos Atlantis
    I Børnehuset Atlantis i Birkeparken oplevede daglig pædagogisk leder Zahra Dashti i vintermånederne også systematisk hærværk og indbrud. Derfor lukkede børnehaven ligesom Bøgelunden legepladsen af.

    - Børnene kravler stadig over hegnet og leger, så det forebygger som sådan ikke hærværk, men det er et signal både til børn og forældre, siger hun.

    I samme omgang gik den frustrerede børnehaveleder til Fyens Stiftstidende og fortalte om problemerne.

    - Og siden har der overhovedet ikke været noget, siger Zahra Dashti, der tror på, at vejen til at forebygge hærværk er at fortælle børn og forældre, hvordan det påvirker de små at møde ind til knuste ruder.

    - Hærværk går ud over børnene og en god hverdag. Det skaber en enorm utryghed, og børnene var i vinter for eksempel bange for, at legetøjet blev stjålet eller ødelagt, fortsætter hun og fortæller, at både SSP, vægtere og andre lokale aktører har gjort en indsats for at komme problemet til livs.

    Ressourcer og rollemodeller
    Samme fælles indsats har også Bøgelunden iværksat, og det har skabt ro i en periode, ifølge Gerald Meleady, der kalder hærværket for et ‘uheldigt miljø for børnene’.

    - Det skaber dårlige rammer og et usundt miljø for de små. Vi prøver jo at lære dem, at de skal passe på deres ting og deres omgivelser, men når de gang på gang oplever, at omgivelserne bliver smadret, så kan det hurtigt blive normalt for dem, siger han og peger på, at det gør det endnu mere problematisk, at det i nogle tilfælde er større søskende, der står bag ødelæggelserne.

    - De store skal jo være rollemodeller for de små. Derfor er det også enormt vigtigt, at forældrene snakker med deres børn, fortsætter han.

    Samme budskab lyder også fra Zahra Dashti. Begge ledere påpeger yderligere, at de penge og den tid, institutionerne bruger på at rydde op efter hærværk, bliver taget fra børnene.

    - Det er penge, som vi ellers kunne bruge på udflugter og oplevelser med børnene, og det er tid, som vi kunne bruge på aktiviteter og omsorg, siger hun og fortæller, at hun i øjeblikket overvejer at åbne legepladsen op igen.

    I Bøgelunden håber også Gerald Meleady, at lukningen er en midlertidig løsning.

    - Vi vil jo gerne tilbyde områdets børn et sted at lege. Men de skal passe på vores hus, for det vokser os over hovedet med hærværk, slutter han.

    Indsend gerne artikler eller forslag til artikler på avis@vollsmose.dk senest kl. 12.00 på dagen, hvor der er deadline, som generelt altid er torsdagen før udgivelse. 

    Se i vores nyhedsarkiv