Vollsmoses kvinder vil give medsøstre en hjælpende hånd

22 kvinder modtog den 22. november diplomer på, at de nu er bydelssøstre i Vollsmose.

22 kvinder er blevet uddannet til bydelssøstre. De er nu klar til at række deres medsøstre i Vollsmose en hjælpende hånd, hvad enten udfordringerne handler om ensomhed, uddannelse, børn, sundhed eller noget helt femte. 

- Der er sket meget med mig, fra jeg begyndte på uddannelsen til bydelssøster og så til nu. Sådan lyder det uden tøven fra 37-årige Rihab Shahin fra Bøgeparken. Til daglig læser hun på VUC, er rådgiver i Den Frie Rådgivning og mor til tre. Nu er hun også nyuddannet bydelssøster.

- Jeg står nu med en helt anden viden om især børn og unges rettigheder, som jeg ikke havde før. Den vil jeg bruge til at hjælpe børn og unge, så de ikke havner i den situation, jeg selv gjorde som ung. Det skete, fordi jeg ikke vidste, at jeg havde ret til at have min egen mening og sige min mening højt, forklarer Rihab Shahin og fortæller den ærlige beretning om, hvordan hun i en tidlig alder giftede sig med den mand, hendes forældre ønskede, fordi hun følte, det var hendes pligt.

- Det skal min egen datter ikke føle, og jeg snakker meget med hende om det. Også fordi jeg ved, at hun vil fortælle det videre til andre unge, der lytter til hende, siger Rihab Shahin og understreger, at man sagtens kan passe på sine børn og opdrage dem godt samtidig med, at man giver dem frihed til at have deres egne holdninger og meninger.

Rækker ud til andre
Torsdag den 22. november fik Rihab Shahin sammen med 21 andre kvinder overrakt deres diplomer - og dermed fik de bevis på deres uddannelse som bydelssøstre. En uddannelse, hvor de i løbet af fem moduler blandt andet har lært om sundhed, demokrati, kvinders og børns rettigheder, ensomhed, seksualitet og prævention.

Uddannelsen har ikke alene betydet, at kvinderne selv har gennemgået en stor personlig udvikling. Det har også betydet, at de er blevet rustet til at hjælpe andre kvinder i Vollsmose.

- Da jeg gik ind i bydelssøstre, var det med et mål og et ønske om at dele mine egne erfaringer med andre og kunne gøre en forskel for bare én anden kvinde. Nu har jeg været uddannet en uge, og jeg har allerede sendt fire personer videre til rådgivere i Vollsmose Sekretariatet, hvor de kan få hjælp til at komme videre i deres liv, siger Rihab Shahin. 

Søstre bygger bro
- Det er utrolig vigtigt, at vi som bydelssøstre har fået den viden om, hvor vi kan sende andre kvinder hen for at få hjælp, siger Rihab Shahin og fortæller om sin egen situation, da hun for otte år siden stod som fraskilt og enlig mor til tre børn.

- Jeg følte mig så alene. Havde min mor dog bare sagt til mig, at jeg var stærk og nok skulle klare det. Men den opbakning fik jeg aldrig fra min familie. Hjælpen kom til gengæld fra kommunen. Derfor vil jeg også rigtig gerne sige til andre, at de ikke skal være bange for at række ud og bede om hjælp fra professionelle, fortsætter hun.

Stærke kvinder betaler sig
Center for Boligsocial Udvikling og Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har set nærmere på trygheden i udsatte boligområder. Deres analyser konkluderer, at boligområder med et stærkt fællesskab blandt beboerne bedre kan dæmme op for negativ adfærd som eksempelvis vold og chikane. Det er blandt andet baggrund-en for, at Vollsmose Sekretariatet har taget initiativ til at uddanne bydelssøstre.

- Flere undersøgelser viser, at når man styrker kvinder, så er det en investering, der giver mange gange igen. Det smitter positivt af på både kvindernes børn, deres familie og ikke mindst det lokalsamfund, de er en del af, forklarer Mette Beck Frost, der er leder af Vollsmose Sekretariatet.

Spørger man Rihab Shahin, er hun heller ikke i tvivl om, at det betaler sig:

- Som kvinde får man en rigtig stor belønning, hvis man tør at bryde med det dårlige mønster, man sidder i. Det kræver hårdt arbejde og tålmodighed. Men belønningen er den tro på sig selv, man får i sidste ende og den stolthed, man føler. Og det er det hele værd.

Fem facts om bydelssøstre

  1. Bydelssøstre er kvinder fra Vollsmose, der gør en frivillig indsats med at hjælpe andre kvinder i bydelen.
  2. Hjælpen består i at tale med andre kvinder om de emner og problemer, der optager dem.
  3. Bydelssøstre bygger bro mellem den enkelte kvinde og det sted, som bedst kan hjælpe kvinden videre.
  4. Bydelssøstrene kan tale med andre kvinder om eksempelvis børn, sundhed, demokrati, kvinders rettigheder, ensomhed, seksualitet og prævention.
  5. Bydelssøstrene er blevet uddannet af Vollsmose Sekretariatet. De har alle gennemgået en uddannelse, der består af fem moduler.

Vil du også være bydelssøster?
Kontakt bydelskonsulent i Vollsmose Sekretariatet, Kefa Abu Ras, på telefon 51 28 64 12 eller på kssar@vollsmose.dk

Seneste Artikler
Boligorganisationer og kommune fortæller om Vollsmoses fremtid
Gerningsmand pågrebet for at krænke blufærdighed
Shahbaz Aslam kan blive årets forbillede
Medarbejdere i Egeparken evakueret
Ghettoliste deler Vollsmose i to