Beboerformand: Brug din stemme i helhedsplanen

En boligsocial helhedsplan er en fireårig udviklingsplan for et udsat alment boligområde. I Vollsmose arbejder Vollsmose Sekretariatet med den boligsociale helhedsplan.

Alle torsdage i november holder Vollsmose Sekretariatet åbne kaffemøder, hvor beboerne kan komme med input til den kommende boligsociale helhedsplan for Vollsmose. Beboernes stemme er med til at skabe fremtiden for Vollsmose, ifølge beboerdemokrat.

Alle beboere, foreninger og andre lokale aktører kan i november måned komme med deres synspunkter og holdninger til, hvordan den sociale udvikling i Vollsmose kan styrkes. Hver torsdag eftermiddag klokken 15.00 - 17.00 slår Vollsmose Sekretariatet dørene op til åbne kaffemøder og en dialog om indholdet i den kommende boligsociale helhedsplan for årene 2020-2024. Lige nu er der nemlig mindre end et år tilbage af Vollsmoses igangværende boligsociale helhedsplan. Det er den plan, der skal hjælpe især udsatte beboere i bydelen.

Nishan Ganeshalingam bor i Birkeparken og er formand i afdelingsbestyrelsen. Han er en af de beboere, der allerede har givet sit input til indsatserne i den kommende plan.

- Vi er øjnene derude. Vi kan se, hvad der fungerer godt, og hvad der fungerer dårligt i Vollsmose. Det skal vi fortælle, hvis vi vil være med til at skabe et bedre Vollsmose - hvis vi vil være med til at skabe fremtiden, siger han.

Handler også om andre
Når Nishan Ganeshalingam selv er interesseret i at skubbe til den gode udvikling i Vollsmose, handler det ikke kun om, hvad han ønsker, der kunne være anderledes der, hvor han selv bor. Det handler også om naboerne.

- Vi skal tage os af hinanden. Vi skal interessere os for verden uden for vores egen opgang og også gøre noget for dem, vi ikke kender, siger Nishan Ganeshalingam og pointerer, hvorfor han selv kommer med input til udviklingen i Vollsmose.

- Jeg vil gerne være en stemme for dem i Vollsmose, der ikke føler, de har én. Der er unge, der ikke føler sig set og hørt. Dem skal vi gøre noget for, siger Nishan Ganeshalingam og foreslår, at der kommer mere fokus på mentorer for de unge. De kan hjælpe de unge med at få øje på de styrker, de har, så de kan se en fremtid for sig.

Idéer til bedre naboskab
Ifølge Mette Beck Frost, der er leder af Vollsmose Sekretariatet, giver det god mening at involvere sig som beboer:

- Landsbyggefonden og Odense Kommune definerer den strategiske ramme for en kommende helhedsplan. Men vi har i den grad brug for beboere og lokale aktører til at pege på de konkrete indsatser, der er behov for i bydelen, siger sekretariatslederen og understreger, at flere af indsatserne i den nuværende helhedsplan er blevet formet med udgangspunkt i konkrete ønsker fra beboere.

- For eksempel ønskede flere beboere et korps af frivillige, der byder nye beboere velkommen samt miljøambassadører, der kunne rådgive deres naboer til en bæredygtig husholdning. Begge dele er blevet realiseret i den nuværende helhedsplan, siger Mette Beck Frost.

Fra boligområde til bydel
Den kommende plan vil også som den nuværende have stærkt fokus på, hvordan børn og unge får en god uddannelse og et godt arbejde. Hvordan både familier og folk, der bor alene, får en god og tryg hverdag i bydelen. Hvordan der kan skabes gode fællesskaber, hvor der er plads til alle, og hvordan foreninger og frivillige får de bedste rammer til at lave de aktiviteter, de brænder for.

Det er Landsbyggefonden, der udpeger de indsatsområder, som alle de boligsociale helhedsplaner på landsplan skal arbejde inden for. Det handler helt konkret om ’uddannelse og beskæftigelse’, ’forebyggelse og forældreansvar’, ’tryghed og trivsel’ samt ’kriminalpræventiv indsats’. Indsatserne inden for de fire områder skal bidrage til en udvikling af Vollsmose fra at være et særligt udsat boligområde til at blive en bydel i Odense.

Seneste Artikler
Aktivister får bøder for at kaste nøgler som protest mod nedrivninger
Små forfattere læste højt på biblioteket
Teatersimulator bringer scenekunst til Vollsmose Torv
Medarbejdere fra kommunen er rykket til Vollsmose
Boksning er læring i at håndtere frygt