Børnefamilier flytter efter hus og have

Der er mange gevinster ved at sætte fokus på, hvordan man kan fastholde ressourcestærke børnefamilier i udsatte boligområder.

Muligheden for at købe en ejerbolig og få hus og have kan få ressourcestærke børnefamilier til at blive boende i udsatte boligområder. Større fokus på fastholdelse af de ressourcestærke familier er mindst lige så vigtigt som tiltrækning af nye beboere, når udsatte boligområder skal forandres. Det viser en ny undersøgelse fra Center for Boligsocial Udvikling, der udkommer i dag.

Nyt parhold, familieforøgelse, skilsmisse eller nyt job. Det er de mest almindelige årsager til, at de ressourcestærke børnefamilier opsiger deres bolig og flytter. Årsager som hverken boligorganisationer og kommune har mulighed for at påvirke. Men der kan være store gevinster ved at se på, hvad man kan gøre for at fastholde netop de ressourcestærke børnefamilier. Det viser en ny rapport fra CFBU.

- Overordnet kan man sige, at det er mindre ressourcekrævende for boligorganisationerne og kommunerne at fastholde frem for at tiltrække nye beboere. Derudover er der også en pointe i at fastholde beboerne over en længere årrække, så de bidrager og gør brug af området og ikke kun er på gennemrejse, siger chefkonsulent i CFBU, Anne Maria Foldgast, og forklarer videre:

- De beboere, der bliver boende længere tid, identificerer sig i højere grad med deres naboer og er derfor også mere tilbøjelige til at indgå i fællesskaber. Når man allerede bor i området, kender man også til områdets kvaliteter og er mindre tilbøjelig til at have negative fordomme end de nye beboere, man skal tiltrække, som ikke kender området.

Drømmen om ejerbolig og have
Men hvad kan man så gøre for at holde på de ressourcestærke børnefamilier i udsatte boligområder? Hvad kan i højere grad få dem til at blive boende? Det har CFBU kortlagt i en rapport fra november 2018, der bygger på en undersøgelse af 716 ressourcestærke børnefamilier, der er fraflyttet et af de 200 største almene boligområder. Knap halvdelen af de adspurgte svarer, at de er flyttet på grund af ønsket om hus, have og mere plads.

- Omtrent halvdelen af de adspurgte er både rimeligt tilfredse med det sociale liv i deres boligområde, institutionerne og beliggenheden, men ønsker til gengæld at eje deres bolig, at få adgang til en privat have eller en større lejlighed. Med de rette greb kunne de godt være blevet boende i områderne. Her kunne det eksempelvis være et spørgsmål om at udnytte de grønne områder bedre, hvor nyttehaver eller fælleshaver kunne dække nogle af familiernes behov for have, siger Anne Maria Foldgast.

Familiernes svar i rapporten stemmer godt overens med tidligere undersøgelser, der er lavet af boligpræferencer. De har vist, at det er muligheden for at disponere over egen bolig og have, som gør en ejerbolig attraktiv. Ligesom internationale undersøgelser også har vist, at i forhold til at bruge blandede ejerforhold som værktøj til at tiltrække eller fastholde ressourcestærke beboere, så er redskabet især en succes, når boligerne købes af de beboere, som ellers ville være fraflyttet området.

Brug for mere plads
Behovet for en større bolig eller flere værelser i boligen er en næsten lige så væsentlig årsag til flytning blandt børnefamilierne som deres ønske om hus og have. Boligens størrelse og indretning betyder mest hos de familier, hvor der er sket en familieforøgelse, og blandt de etnisk danske familier.

- Her kunne man forebygge fraflytninger ved at have en god variation af lejlighedsstørrelser i boligområdet og sikre gode muligheder for at flytte internt i boligområdet, når familien får flere børn og behovet for en større bolig opstår, siger Anne Maria Foldgast.

Ønsker gode skoler og børnehaver
Gode skoler og daginstitutioner tillægges større værdi af de ressourcestærke børnefamilier end kvaliteten af øvrige faciliteter i området, viser CFBUs undersøgelse af de fraflyttede børnefamilier. Det understøttes af tidligere undersøgelser, der peger på, at ressourcestærke børnefamilier kun i begrænset omfang benytter aktiviteter og tilbud i deres boligområde.

- Ser man isoleret på, hvordan man kan fastholde gruppen af ressourcestærke børnefamilier, peger familierne ikke på behov for forbedringer af det lokale kulturliv i boligområdet. Her vil det bedre kunne betale sig at investere i gode lokale skoler og daginstitutioner, siger Anne Maria Foldgast.

Anbefalinger fra de to rapporter

  • Sikre variation i lejlighedsstørrelse.
  • Sikre gode muligheder for interne flytninger i boligområdet.
  • Sikre en variation i lejeformer.
  • Sikre gode skoler, daginstitutioner og legepladser i området.
  • Skabe mulighed for at udnytte udearealer til haver.
  • Afhjælpe sociale problemer i boligområdet - særligt mindske normbrydende adfærd.
  • Forbedre boligområdets omdømme.

Læs mere i de to rapporter herunder.

Rapport: Fra fraflytning til fastholdelse

Rapport: Ressourcestærke børnefamiliers flytterationaler

Seneste Artikler
Træner i speciel situation: Klubkammerater kæmpede i finalen
FIUK har kurs mod oprykning
En familiehistorie om immigration
Tag snakken og drop pegefingeren
Hash findes i hele byen