Bydelssøstre stiller op for at forebygge smittespredning under ramadan

Bydelssøstre har oversat anbefalinger til at holde ramadan og samtidig overholde myndighedernes retningslinjer, så du passer på dig selv og andre. Foto/video: Rasmus Bold

Vollmoses bydelssøstre har lavet videoer om, hvordan man mindsker risikoen for spredning af coronavirus under ramadan.

Bryd kun fasten med dem, du bor med, og lad bønnen foregå derhjemme. Det er nogle af anbefalingerne til at holde ramadan og stadig forebygge smitten af coronavirus fra de danske myndigheder. De anbefalinger er Vollsmoses bydelssøstre, der er frivillige kvinder i Vollsmose Sekretariatet, med til at dele blandt beboere i bydelen og deres øvrige netværk.

- Coronavirus spreder sig typisk på steder med mange mennesker blandt andet via håndtryk og små dråber fra hoste og nys. Derfor bliver det ekstra vigtigt, at vi under en højtid som eksempelvis ramadan - lige såvel som under påske - hvor mennesker naturligt får lyst til at mødes flere sammen og fejre højtiden, som man plejer, gør en ekstra indsats for at minde om, hvordan man overholder myndighedernes retningslinjer, siger Mette Beck Frost, der er leder af Vollsmose Sekretariatet.

Ligesom påsken bliver ramadanen i år anderledes, end den plejer, for coronavirussen begrænser mulighederne for at samles, når fasten brydes. På dansk, arabisk, kurdisk og somalisk fortæller bydelssøstrene derfor via små videoer, hvilke retningslinjer man skal følge under den muslimske højtid, der varer den næste måneds tid.

Seneste Artikler
Det myldrer med sommeraktiviteter i Vollsmose
Sahan og SSP går sammen om at hjælpe unge ud af kriminalitet
17-årig varetægtsfængslet efter knivstik i Fyrreparken
Politiet forlænger visitationszone og strafzone i to uger mere
Politiet efterlyser stadig hjælp til drabssag