Sociale indsatser fortsætter i nye rammer

Ole Jensen er chef for den samlede organisering af Vollsmose Sekretariatet og BoligSocialt Hus. Foto: Bjarne Kjær Simonsen

Er det rigtigt, at Vollsmose Sekretariatet skal lukke? Og hvorfor lukker man altid det, der virker? Det er nogen af de spørgsmål, beboere i bydelen stiller i øjeblikket. Vollsmose Avisen har afprøvet udsagnene på Ole Jensen, chef for den samlede organisering af Vollsmose Sekretariatet og BoligSocialt Hus.

Inden sommerferien blev det meldt ud, at Vollsmose Sekretariatet og BoligSocialt Hus samles under én fælles bestyrelse og én fælles chef. Det blev også fortalt, at det nye fælles navn for den samlede organisering af alle de boligsociale helhedsplaner i Odense Kommune vil være BoligSocialt Hus.

Det har fået flere beboere i Vollsmose til blandt andet at spørge, om det betyder, at Vollsmose Sekretariatet lukker, og om beboerne nu selv skal løse de sociale udfordringer i området. Vollsmose Avisen har talt med Ole Jensen, chef for den nye samlede organisering, om de udsagn, der høres blandt beboerne.

Lukker Vollsmose Sekretariatet?
- Nej, Vollsmose Sekretariatet lukker ikke. Der vil bare komme til at stå BoligSocialt Hus på døren, når den nye boligsociale helhedsplan begynder i 2021 - en plan, der vil løbe de næste fire år, og som allerede nu er forhåndsgodkendt af Landsbyggefonden. Når navnet skifter fra Vollsmose Sekretariatet til BoligSocialt Hus, så skyldes det, at alle de boligsociale helhedsplaner i kommunen er blevet samlet i én fælles organisering under én bestyrelse. Den bestyrelse har valgt at bruge BoligSocialt Hus som det fælles navn.

Skal beboerne i Vollsmose selv løse bydelens sociale udfordringer?
- Nej. Det har hele tiden været en klar prioritering fra både kommune og boligorganisationer, at vi ikke må slække på indsatserne i Vollsmose. Der er brug for de boligsociale medarbejdere i bydelen, så flere ledige kommer i job, børn og unge kommer godt gennem deres uddannelse, mødre og fædre støttes i forældrerollen og flere positive fællesskaber blomstrer. Derfor vil der fortsat være et lokalt kontor og boligsociale medarbejdere i bydelen - også efter 2020.

Skal pengene til Vollsmose bruges i byens andre udsatte boligområder?
- Nej, de penge, som Landsbyggefonden, Odense Kommune og boligorganisationerne giver til boligsociale indsatser i Vollsmose, er øremærket til Vollsmose. De må ikke bruges til indsatser i andre af kommunens udsatte boligområder. De andre boligområder får deres egen boligsociale helhedsplan med øremærkede midler til indsatser lige netop dér.

Er sammenlægningen af Vollsmose Sekretariatet og BoligSocialt Hus en spareøvelse?
- De to organisationer er ikke lagt sammen for at spare penge. Der spares selvfølgelig nogle kroner ved kun at have én øverste chef i stedet for to. Men vi holder benhårdt fast i, at vi skal have boligsociale medarbejdere tilstede lokalt i alle de udsatte boligområder. Vi skal være tæt på beboerne - det princip går vi ikke på kompromis med. Det boligsociale arbejde er sindssygt vigtigt for en god social udvikling af Odense. Med sammenlægningen får vi nogle større muskler og bliver en stærkere spiller i det udviklingsarbejde.

Hvorfor lukker man altid det, der virker?
- Jeg forstår godt, at det er en oplevelse, man kan få, hvis man har boet i Vollsmose gennem flere år og har oplevet, hvordan indsatserne i de boligsociale helhedsplaner kan skifte. Sagen er den, at det er Landsbyggefonden, der udstikker rammerne for det boligsociale arbejde i hele Danmark. Det er der, man beslutter, hvilke indsatsområder man lokalt må bruge penge på at arbejde med. Nogle indsatsområder ligger meget fast - for eksempel uddannelse og beskæftigelse, mens andre indsatsområder løbende ændrer sig. Eksempelvis var der i begyndelse af 10’erne et fokus på sundhed og demokrati - indsatsområder der blev neddroslet i midten af 10’erne for at frigive flere ressourcer til kriminalitetsforebyggende indsatser. Så ja, man kan godt opleve, at der er tilbud, man har været glad for, som forsvinder, fordi man på landsplan beslutter, hvad der er vigtigst at prioritere lokalt i det boligsociale arbejde.

Seneste Artikler
Omsæt din gode idé og få en bid af lokal pengepulje
’Jeg holder meget af sammenholdet i Vollsmose’
Dansk mester i en coronatid
Særligt fokus på at stoppe smitte i Vollsmose
Fyns Politi: Vi vender hver en sten i sagen