Teatergruppe taler lige ud af posen

Teater kan være med til at gøre en forskel. Det oplever Vollsmoses teatergrupper 5240 Act Now, der har over syv år på bagen og stadig optræder med deres populære forumteater.

Tekst: Ida Sørud

– Det kører faktisk rigtig godt. Specielt Københavns Kommune booker os en hel del til skolerne i hovedstaden.

Sådan svarer bagkvinde og skuespillerinde Alaa Abdol Hamid på spørgsmålet om, hvordan det går med 5240 Act Now. For mere end syv år siden startede teatergruppen som et projekt, der blev støttet med offentlige midler af Odense Kommune. I dag står truppen på egne ben og tilbyder forestillinger til interesserede over hele landet mod betaling.

Formen har dog ikke ændret sig. Truppen spiller stadig forumteater, som betyder, at publikum er med til at forme historien, og at skuespillerne skal være dygtige til at improvisere.

– Vi tager fat på emner, som kan være rigtig svære at snakke om til daglig, og som man normalt nærmer sig meget forsigtigt. Men fordi vi står på en scene, kan vi bare give den gas og tale lige ud af posen, forklarer Alaa Abdol Hamid.

Teater gør en forskel
Initiativer som 5240 Act Now gør en forskel for både skuespillere og publikum, ifølge Alaa Abdol Hamid. Det har hun set flere eksempler på. For eksempel blev 5240 Act Now på et tidspunkt booket til en forestilling i Vollsmose Torv, fordi flere kvinder følte sig utilpasse ved, at mange mænd opholdt sig i centret.

– Under forestillingen kom der en masse løsningsforslag op, og et af kvindernes egne forslag var rumdelere, så man kunne sidde lidt adskilt i nogle af centrets restauranter og caféer. De rumdelere blev sat op efterfølgende, siger Alaa Abdol Hamid og fortsætter:

– De unge, vi har haft og har med i gruppen, får rigtig meget ud af at være med. De lærer at stå frem og tale foran andre, de bliver bedre til at lytte, og de lærer, hvordan det er at være afhængige af hinanden i en gruppe. Det er alt sammen noget, de kan bruge i skolen.

Talenter i Vollsmose
Selvom 5240 Act Now har formået at overleve på egen hånd, mener Alaa Abdol Hamid, at kommunen burde overveje igen at støtte op om lignende projekter i fremtiden.

– Der er rigtig mange talentfulde unge mennesker i Vollsmose, som ville få stor glæde og gavn af sådan nogen projekter. Måske var der faktisk nogen herude fra, som ville blive opmuntret til at gå skuespillervejen, siger hun.

Seneste Artikler
Boligorganisationer og kommune fortæller om Vollsmoses fremtid
Gerningsmand pågrebet for at krænke blufærdighed
Shahbaz Aslam kan blive årets forbillede
Medarbejdere i Egeparken evakueret
Ghettoliste deler Vollsmose i to