Brunsviger med brombær

Brug frugt, der i sæson, i dit bagværk. Sådan lyder opfordringen fra borgerjournalist og madentusiast Rene Agergaard, der her eksperimenterer med den klassiske brunsviger. 

Der er flere gode grunde til at spise de frugter og grøntsager, der er i sæson. For det første smager de mange gange af meget mere, og for det andet er de også tit billigere. Nogle ting kan man endda selv finde i naturen - eksempelvis brombær, som man kan plukke mange steder netop nu. Da jeg samtidig har meldt mig til en brunsviger-konkurrence, har jeg udviklet min helt egen udgave af en brunsviger med brombær. Både for at spare på sukkeret, og fordi det bare smager mega lækkert. I bestemmer selv, om I mener, det er en brunsviger. Men godt smager den i hvert fald. Jeg har også arbejdet lidt på at gøre bunden mere spændende. Og husk så, at det er brunsvigerens dag den 11. oktober - det burde være en officiel helligdag.

Velbekomme.

Sådan gør du: Varm mælken og hæld det over smørret. Lad det smelte, så det får køkkentemperatur, og opløs gæren deri. Tilsæt resten af ingredienserne, men hold lidt igen med melet, indtil du ved, om det hele skal i. Dejen skal kun lige slippe skålen, når du ælter den. Lad dejen hæve 1 time. Ælt dejen igennem igen og tryk den fladt ud i en smurt bradepande. Sørg for at få dejen godt ud til kanterne, så den fylder bradepanden helt ud. Tænd ovnen på 225 grader. Blend fyldet og spred det ud over bunden. Lad brunsvigeren efterhæve til dobbelt størrelse. Bag i ca. 15 minutter på midterste rille i ovnen. Lad kagen afkøle, inden den spises.

Det skal du bruge

15 g smør

2 dl sødmælk

25 g gær

½ tsk. salt

1 tsk. kardemomme

1 spsk. sødemiddel (fx Perfect Fit)

Ca. 300 g hvedemel

Skal fra 1 økologisk citron

5 g syltet ingefær

Fyld

100 g brombær

2 spsk. sirup

2 spsk. brun farin

15 g smør

2 spsk. honning

1 tsk. chiafrø (kan udelades)

 

Seneste Artikler
Vollsmose Boxing og Projeklt Zlatan får penge af Østifterne
Ulykkes-bilist sendte fire på skadestuen
Endnu en velskrevet fortælling om Borgia-familien
Angriberen fra Bøgeparken er tilbage
Værestedet Øst gør klar til udstilling