Klumme: Vores moderne fængsel

Borgerjournalist Duaa Abbed fortæller om, hvordan de sociale medier ikke er særlig ’sociale’. De er på mange måder i stedet med til at fjerne os mere og mere fra hinanden.

Jeg oplever, at vi får mere og mere travlt med at kigge ned i vores telefoner end at se i hinandens øjne. Jeg kan næsten føle mig flov eller som en byrde, hvis jeg spørger en fremmed om vej eller vil høre, hvor busstoppestedet er. Vi er blevet asociale på en måde, hvor vi næsten helst vil slippe for at snakke med dem, vi møder i eksempelvis elevatoren. Før i tiden havde man måske introduceret sig selv og spurgt til hinandens dag.

Vi lever i en tid, hvor det er helt normalt at tage telefonen frem, hvis man er ude at spise og tage billeder af sig selv og maden, så man bagefter kan lægge det op på de sociale medier for at få likes og positive kommentarer.

De sociale medier er et meget stort netværk, som man kan skabe en hel karriere og et job ud af. Et kæmpe netværk, som også kan hjælpe og inspirere mennesker verden over. Men jeg synes, vi er ved at blive slaver af de sociale medier. Vi kan ikke lægge os til at sove uden at tjekke, om vi har fået notifikationer, om nogen har skrevet, tagget, eller liket os på Facebook, Instagram, Snapchat og så videre.

Vi unge er konstant optaget af at iscenesætte vores eget perfekte ydre, og vi bliver påvirket af det, vi ser på vores telefoner. Vi bliver introduceret til så mange forskellige idealer for, hvordan vi skal se ud og leve vores liv. Det skaber en usikkerhed hos os, og derfor prøver vi hele tiden at vise den bedste side af vores liv. Vi ser konstant, hvor glade andre er, og hvor dejligt deres liv er. Og vi ønsker selv at vise det samme. Vi ændrer lidt på, hvordan vi taler, hvordan vores krop ser ud, og hvordan vi opfatter os selv. Vi gør det for at få anerkendelse fra omverdenen.

Men hvad er min identitet egentlig? Og hvad er din? Er vores identitet ikke noget, vi udvikler gennem hele livet? Hvad nu hvis vi begynder med at være lidt mindre generte og flove. Hvad nu hvis vi finder modet til at spørge den ældre kvinde, der går tur med sin hund, om vej til det nærmeste busstoppested. Eller finder modet til at komme ud af vores ’moderne fængsel’ og bryde den akavede tavshed i elevatoren og spørge, hvad den fremmede ved siden af hedder. Hvem ved - måske det kunne blive starten på et venskab.

Seneste Artikler
Mansaf med oksekød og gurkemejeris
Før ramadanen: Picnic i det grønne
Bydelssøstre vil have flere hen til stemmeboksen
De nye planer for Vollsmose får konsekvenser for børnehusene
Rådmand: ’Vollsmoses børn skal have de bedste muligheder’