Træner i speciel situation: Klubkammerater kæmpede i finalen

Klubkammeraterne Ilias og Abdallah fra Vollsmose Boxing mødte hinanden i finalen ved weekendens DM. Foto: Privat

Ilias Warraich blev i weekenden dansk mester i 60 kilo-klassen efter en intens kamp mod klubkammeraten Abdallah Abou Arab. Han fortsætter nu boksekarrieren i Herlev, men tænker på Vollsmose og bokseklubben med stor taknemmelighed.

Ilias Warraich tog en fornem afsked med Vollsmose Boxing i sin sidste kamp for klubben, hvor han blev dansk mester for fjerde gang. Det skete i en finale mod klubkammeraten Abdallah Abou Arab ved weekendens DM.

- Jeg glæder mig selvfølgelig over det danske mesterskab. Men jeg var nødt til at abstrahere fra, at det var min gode ven og sparringspartner i bokseringen, jeg mødte i finalen. Ellers var det ikke gået, erkender han.

Cheftræner Shahbaz Aslam fra Vollsmose Boxing roser begge boksere for en flot finale.

- De gav alt, hvad de havde i sig. Men Ilias trak det længste strå på grund af sine fine teknik og gode evne til at læse sin modstander, siger han.

Cheftræneren skynder sig dog at give et skulderklap til Abdallah Abou Arab for indsatsen i finalen.

- Abdallah viste endnu engang, hvor stor en fighter han er. Og selvom han måtte se sig slået i finalen, kan han se tilbage på en fin indsats ved de danske mesterskaber. Specielt boksede han en meget flot seminale.

Speciel situation
Cheftræneren lægger ikke skjul på, at det var en meget speciel situation, at det var to klubkammerater, der mødtes i finalen.

- Det er nok det hårdeste, jeg har været ude for som træner. Husk på, jeg har kendt og arbejdet med de to drenge, siden de var ni år, så jeg var simpelt hen ikke i stand til at holde med nogen af dem. For mig havde kampen ikke nogen favorit, siger han.

Finalen var ikke kun en speciel oplevelse for Shahbaz Aslam. Også for publikum var den noget særligt.

- Der var helt stille under kampen. Familierne og vennerne til de to finalemodstandere heppede ikke på nogen af dem, men fulgte bare kampen i spænding, fortæller cheftræneren.

Flytter til København
For den tidligere EM- sølvvinder og nu firedobbelte danske mester, Ilias Warraich, var finalekampen ved de danske mesterskaber den foreløbigt sidste for Vollsmose Boxing. Han flytter nemlig til København for at slutte sig til familien.

- Jeg kan takke Vollsmose Boxing og Shahbaz for, at jeg er den bokser, jeg er i dag. Jeg skylder dem alt. Så selvom jeg fortsætter boksekarrieren i Herlev Boxing, vil tankerne altid være i Vollsmose, lyder det fra den nykårede danske mester.

I Vollsmose Boxing er træneren ked af at skulle sige farvel til Ilias Warraich.

- Han har med sine store evner i bokseringen og hele måde at være på givet bokseklubben og Vollsmose et løft, som det bliver svært at erstatte. Jeg må trøste mig med at kunne følge ham på landsholdet, siger Shahbaz Aslam.

Vollsmose Boxing havde seks boksere med til danmarksmesterskaberne i Jyllinge. Udover Ilias Warraich og Abdallah Abou Arab gjorde specielt Ali Aziz Al-Tamimi en god figur.

Seneste Artikler
Aktivister får bøder for at kaste nøgler som protest mod nedrivninger
Små forfattere læste højt på biblioteket
Teatersimulator bringer scenekunst til Vollsmose Torv
Medarbejdere fra kommunen er rykket til Vollsmose
Boksning er læring i at håndtere frygt