Nye trænere i B1909 sørger for børnene

Trillingerne Allan, Aryan og Elan går i 9. klasse på H.C. Andersen Skolen. Arkivfoto

Ni unge fra B1909 har for nylig været på trænerkursus, hvor de har fået redskaber til at blive bedre trænere. Ungdomstrænerne lærer ikke kun fodbold fra sig, men er også rollemodeller for børnene.

Selvom de kun er 16 år, har de allerede spillet fodbold i mange år og er også godt i gang med at træne børnehold i B1909. Og nu har trillingerne Allan, Aryan og Elan Abdel Rahman fra Bøgeparken sammen med seks andre unge mennesker fra B1909 taget det allerførste skridt op ad Dansk Boldspil Unions trænerstige. De har været på et såkaldt C1-kursus, som er en træneruddannelse for børne- og ungdomstrænere.

- Vi trænede i forvejen nogle fodboldhold. Derfor har det været godt at få nogle tips til, hvordan man kan gribe træningen an, så børnene får mest muligt ud af at være med, siger Elan Abdel Rahman, der træner et pigehold i B1909.

Giver klar besked
På trænerkurset fik deltagerne efter trillingernes mening nogle gode tips til, hvordan de kan fastholde børnenes interesse.

- For det første fik vi at vide, at vi skal behandle børnene individuelt, og vi fik også fortalt, at når vi skal give nogle beskeder, så skal de være korte og klare og max tage 30 sekunder. Ellers mister de interessen, fortæller Aryan Abdel Rahman.

Han er glad for den nye viden, for som træner for et U7-hold med 20 glade børn ved han, det kan være svært at holde børnenes opmærksomhed.

- Man skal være godt forberedt og sørge for, at alle har det sjovt, siger den nyudklækkede træner.

Får god erfaring
Det var også et gennemgående tema på kurset, at man som træner er bevidst om at være en rollemodel for børnene. Både i den måde man behandler dem på, og i den tilgang man har til at være træner. Den rolle har Allan Abdel Rahman det fint med.

- Jeg kender jo mange af børnene fra skolen, så jeg føler ikke, det er unaturligt. Og den erfaring jeg får ved at være rollemodel, kan jeg selv bruge i mange sammenhænge, fortæller Allan Abdel Rahman, der går i 9. klasse på H.C. Andersen Skolen.

De ni unge fra B1909 har været på trænerkursus med økonomisk tilskud fra Get2Sport under Danmarks Idrætsforbund, der arbejder på at få flere unge i udsatte boligområder til at blive en del af en idrætsforening. Organisationen ser det som en kerneopgave at hjælpe med, at der bliver uddannet nye trænere i klubberne i Vollsmose-
området.

Seneste Artikler
Abdel til de unge: Vær nysgerrig
Arbejdsgruppe vil bane vejen i lokale-jungle
Foreninger farer vild i jagten på lokaler
Se billederne: Livet i hjemmene og et mennesketomt Vollsmose
Virussen kradser hos butikker i Vollsmose Torv