Voxpop: Hvad synes du om mediedækningen af Vollsmose? 

Flere lokale og regionale medier har fokus på at gøre deres dækning af Vollsmose mere nuanceret. Vi har spurgt tre af Vollsmoses Avisens frivillige borgerjournalister, hvordan de oplever dækningen af bydelen.

Rene Agergaard, borgerjournalist i Egeparken: 
- Jeg synes, at de lokale medier er blevet mere nuancerede og med nogle positive historier, men de landsdækkende er stadig hårde i retorikken og laver mest negative historier. Jeg kunne godt tænke mig, at de lokale medier blev bedre til at skrive, hvor i Vollsmose tingene for eksempel foregår. Vollsmose bliver ofte bare brugt som en bred betegnelse, som mange i øvrigt heller ikke er helt enige i, hvad dækker over. Men vi beboere går altså meget op i, om noget er sket i Lærkeparken eller Birkeparken. Det er da fint, at medierne vil være mere nuancerede, men det er lidt sent, at de opdager, at de har et medansvar for Vollsmose. Jeg håber bare, at det ikke kun er noget, de har fokus på lige nu, men at det rent faktisk varer ved. Vollsmose skal ikke have særbehandling. I bund og grund ønsker jeg bare, at vi får samme behandling som andre bydele i Odense.

Duaa Abbed, borgerjournalist i Birkeparken:
- Medierne skriver typisk ikke om Vollsmose, medmindre det handler om kriminalitet. De her dage føler jeg, at der bliver skrevet meget om ghettoplan og helhedsplaner. Men den positive side af Vollsmose synes jeg altså ikke, at jeg hører så meget om. Jeg bliver sådan lidt ked af det, når medierne laver negative historier, for jeg synes som regel, at det er overdrevet, og det giver jo et dårligt syn på Vollsmose og dermed på mig. Folk reagerer, når jeg fortæller, at jeg er fra Vollsmose, så mediedækningen irriterer mig, fordi det har en indflydelse på mig og mit liv. Så det ville være dejligt, hvis medierne skrev mere om udviklingen i området, om arrangementer og de gode nyheder, der er. Jeg synes, at det er en virkelig god idé, hvis medierne laver flere almindelige historier herfra, og jeg har også meldt mig til P4’s netværk, så jeg kan hjælpe dem med det.

Metha Maul, borgerjournalist i Bøgeparken:
- Min oplevelse er, at medierne slet ikke er nuancerede nok. De er her straks, når nogen prutter forkert, men de koncentrerer sig ikke nok om de gode tiltag. Indimellem gør de. Jeg har da bemærket TV 2/Fyn og deres ’Myter i Mosen’. Det er et godt tiltag og et skridt på vejen. Men jeg synes, at de skal prøve at interessere sig endnu mere for de gode ting. Det er da fint, at de siger, at de vil være bedre til at komme herud, men hvorfor gør de det så ikke? Hvorfor bruger de ikke flere af deres kontakter? Jeg har talt med mange medier gennem tiden, men de kontakter mig aldrig for at høre, hvad der rører sig. Så jeg er bange for, at det sidder på deres rygrad at gøre, som de plejer. Jeg kan blive ked af det og frustreret over mediedækningen, fordi der bor så mange gode folk herude, og langt de fleste vil jo bare gerne have en ganske almindelig hverdag til at køre. Selvfølgelig skal medierne fortælle om problemerne. For de er der jo. Men de skal dele sol og vind lige og også fortælle om foreningerne og nuancerne.

Seneste Artikler
Vollsmose får en anderledes skolevej
Nye trænere i B1909 sørger for børnene
Lav din egen fastelavnskrone
Karameller med havsalt
Litteraturpatruljen anbefaler: Ilttyv 1 - Over sløret