Beboere rejser forslag om at afskaffe ghettoloven

Gadekunst i Bøgeparken. Arkivfoto

Beboerinitiativet Almen Modstand med beboere fra Vollsmose vil have Folketinget til at diskutere ghettoloven igen. En beboer fra Vollsmose har derfor stillet et borgerforslag for at få ghettoloven afskaffet.

Ghettoloven og ghettolisterne skal afskaffes, så ingen beboere i de almene boligområder bliver udsat for diskriminerende forskelsbehandling. Det er budskabet fra beboerinitiativet og græsrodsbevægelsen Almen Modstand, hvor beboere fra Vollsmose blandt andet er aktive.

En af aktivisterne er Ibrahim El-Hassan fra Birkeparken. Han er forslagsstilleren bag borgerforslaget ’Ophæv loven om nedrivning og salg af almene boliger og afskaf de såkaldte ghettolister’.

Ordningen om borgerforslag går ud på, at alle personer med stemmeret til folketingsvalg kan stille et borgerforslag, hvis mindst tre personer vil være medstillere af forslaget, og det overholder reglerne for ordningen. Hvis 50.000 borgere med stemmeret til folketingsvalg herefter støtter borgerforslaget, kan det blive fremsat som beslutningsforslag og behandlet og stemt om i Folketingssalen. At Folketinget vil diskutere lovgivningen igen, er netop dét, Almen Modstand håber på vil lykkes.

- Ghettoloven går ud over mig og mine naboer. Mine naboer bliver smidt ud af deres hjem, og det kan jeg ikke acceptere, udtaler Ibrahim El-Hassan i en pressemeddelelse.

Ved avisens deadline havde borgerforslaget 4.587 støtter. Den lokale afdeling af Almen Modstand i Odense forsøger desuden at få stoppet planerne om nedrivning af boliger i Vollsmose og andre almene boligområder ved at indsamle klager til Ligebehandlingsnævnet. Mere end 100 beboere i Vollsmose har indgivet en klage over, at ghettoloven og de medførte nedrivninger er diskriminerende.

Seneste Artikler
Politi deler foto af formodet drabsmand fra Egeparken
Skole tages med på råd i kæmpe renovering
Vollsmose Apotek tilbyder gratis vaccination mod influenza
Iværksættere forfølger store drømme
Små skridt mod ny skole er taget