Politiet til forældre i Vollsmose: Hold ekstra øje med jeres børn og unge

Fyns Politi efterforsker stadig skudepisoden i Egeparken onsdag aften, hvor en 31-årig mand mistede livet og en anden mand blev alvorligt såret. I den forbindelse opfordrer politiet alle beboere til at holde afstand til grupperinger og holde godt øje med deres børn og unge.

Klokken 23.49 i går aftes fik politiet en melding om skud i Egeparken, og i dag er det bekræftet, at en 31-årig mand er afgået ved døden og en jævnaldrende mand er hårdt såret. Politiets vurdering er, at skyderiet er sket som en del af en igangværende konflikt mellem personer fra kriminelle grupperinger, men de kan endnu ikke oplyse om, hvad der konkret er gået forud for episoden. Ligeledes efterforsker de også stadig relationen mellem dem, der har skudt og dem, der er blevet skudt. Det oplyste politidirektør Arne Gram på et pressemøde i dag.

LÆS OGSÅ: En person er afgået ved døden efter skud i Egeparken

- Det er en vanskelig og dybt tragisk situation. Rigtig mange borgere er berørt, fordi det er sket, hvor rigtig mange bor. Den konflikt, der har udløst skuddene, er ikke en konflikt, der er møntet på jer, der er fredelige borgere i Vollsmose. Det er vigtigt at huske, understregede han og kom med en række klare opfordringer til beboerne i Vollsmose:

Hold afstand til grupperinger eller potentielle konflikter, der måtte opstå i bydelen. Ring til politiet på 114 eller 112, hvis man ser, hører eller oplever noget mistænkeligt. Hold godt øje med jeres børn og unge mennesker - særligt om aftenen og natten, så de ikke bliver en del af en lignende situation.

Politiet opfordrer også beboere til at have tålmodighed og forståelse omkring den afspærring, der stadig befinder sig i Egeparken nr. 144 – 174. Efterforskningen og sikringen af spor er stadig i gang, men det afspærrede område vil åbne op hurtigst muligt.

Beboere skal være trygge
På politiet pressemøde understregede både politidirektør og borgmester Peter Rahbæk Juel (S), at de ikke vil acceptere, at der bliver skudt i byen, og at det er bydende nødvendigt, at borgere i bydelen skal kunne føle sig trygge. Derfor er der øget patruljering i bydelen og iværksat forebyggende indsatser. Helt konkret vil der nu og i den kommende tid være flere medarbejder fra SSP på gaden i Vollsmose.

- Der vil være fokus på borgernes tryghed og sikkerhed i området, og vi vil ikke og kan ikke acceptere, at der finder den slags sted i det offentlige rum, siger Arne Gram.

LÆS OGSÅ: Politiet indfører visitationszone

Den 18. juni blev der indført visitationszone frem til den 2. juli. Politiet undersøger i øjeblikket muligheden for at indføre skærpet strafzone, som betyder, at straffen for visse former for  kriminalitet begået i strafzonen stiger til det dobbelte.

Seneste Artikler
Politi deler foto af formodet drabsmand fra Egeparken
Skole tages med på råd i kæmpe renovering
Vollsmose Apotek tilbyder gratis vaccination mod influenza
Iværksættere forfølger store drømme
Små skridt mod ny skole er taget