Far og søn søger medspillere til at få krammet på svære Pokémons

Rasmus og Alexander Bastholm fra Hybenhaven er på Pokémon-jagt i Vollsmose. Foto: Privat

Der er mange gode ’Poké-spots’ i Vollsmose. Den erfaring har Rasmus Bastholm og hans femårige søn fra Hybenhaven gjort sig i coronatiden. Nu søger de andre, der vil spille Pokémon Go i Vollsmose, så de kan fange de særligt svære og sjældne figurer.

Der er stadig liv i det populære spil Pokémon Go, der i 2016 sendte store og små rundt i byens gader og parker for at fange Pikachu, Charmander og Jigglupuff.

Gennem en app på telefonen ser man sine virkelige omgivelser, hvor de japanske figurer sniger ind i billedet, som man så skal ramme med sin Pokeball. Og der er mange Pokémons at fange i Vollsmose, ifølge Rasmus Bastholm fra Hybenhaven.

Sammen med sin søn, Alexander, på fem år har han blandt andet brugt tiden under coronakrisen på at fange Pokémons rundt omkring i bydelen.

- Vi har spillet en del, for der er flere gode spots i Vollsmose. Det er i høj grad noget, vi har gjort på grund af coronavirussen og nedlukningen, fordi vi ikke har kunnet tage i zoo eller andre ting, som vi plejer. På den her måde får vi gået en del og kommer udenfor, fortæller Rasmus Bastholm, der i den forbindelse har fået en idé:

- Man kan lave sådan nogle raids i spillet, hvor man kan spille mod særligt store og stærke Pokémons. Men det kræver, at man er flere sammen.

Vil nogen spille med?
Forskellige steder i landet er der de seneste år blevet arrangeret særlige Pokémon-træf og samlingssteder, hvor spillere har kunnet mødes og spille sammen - netop for at fange spillets sjældne og eftertragtede figurer. For i spillet kan man ikke se andre spillere i nærheden og på den måde komme i kontakt med hinanden.

- Derfor håber vi, at der er andre folk her i området, der vil spille med, så vi sammen kan være stærke nok til at tage dem, der er rigtig svære, lyder det fra Rasmus Bastholm.

Hvis man har lyst til at spille med, kan man kontakte Rasmus Bastholm på mail rasmusbastholm@gmail.com

Seneste Artikler
Politiet forlænger visitationszone og skærpet strafzone
Vollsmose Sekretariatet og BoligSocialt Hus sammenlægges
Fyns Politi: Den sårede mand har relationer til konflikt
Beboere laver mindehøjtidelighed for skuddræbt
Virus sætter ikke en stopper for sommerens tilbud