Børn og unge er vores fælles fremtid

Vores børn og unge mennesker er vores fælles fremtid, og dem må vi ikke give op på, skriver Metha Maul fra Bøgeparken og deler her sin historie om sin datters svære vej gennem uddannelsessystemet.

Min datters liv var forholdsvist nemt, fra hun blev født i 1999 til 2005. Hun var en glad, livlig, kærlig og skør lille pige med masser af tryghed og gå-på-mod. I 2005 blev hendes storebror alvorligt nyresyg, og hele den sommer stod i sygdommens tegn. Han var konstant indlagt og i dialyse, og jeg var stort set aldrig hjemme, men på hospitalet med ham.

Den sommer skulle hun starte i 0. klasse, og hun glædede sig, men hendes skolestart blev svær. Hun var meget alene hjemme sammen med sin far, og ofte kom hun kun i skole, hvis det lige passede ham at stå op, smøre madpakke og følge hende i skole. Jeg var frustreret og prøvede at gøre mit bedste, men jeg kunne jo ikke være to steder på én gang.

Skoletiden blev svær for min datter, og da hun gik i 3. klasse, blev jeg skilt fra hendes far, og vi flyttede. Jeg havde en stærk fornemmelse af, at min datter måske var ordblind, og at det kunne være en del af problemet med hendes indlæring, så jeg forsøgte at få hende testet for ordblindhed. Skolen og lærerne slog det hen og sagde, at vanskelighederne skyldtes, at min datter havde mistet så meget skoletid i de første år. Det var et slag i ansigtet, selvom det helt sikkert var en del af forklaringen. Men der er ordblindhed i min familie - både i middel og svær grad - men dette argument blev slået hen.

Min datter blev mobbet, og det udviklede hendes temperament. Hun kom ikke op at slås, men hun kunne bruge sin mund.

I 2013 startede hun i 8. klasse på Seden Skole - et valg hun selv traf. Det blev en god ændring, og hun rykkede sig i forskellige fag. Hun og jeg prøvede igen at få hende testet for ordblindhed, men det fik vi aldrig respons på trods gentagne opfordringer. Hun bestod lige nøjagtigt 9. klasses afgangseksamen, og jeg var stolt af min seje, kæmpende pige, selvom der havde været masser af gråd og lyst til at give op undervejs. Derefter valgte hun 10. klasse. Det var en lille klasse med tid til fokus på den enkelte elev. Efter cirka to måneder der, kom hun hjem og sagde:

- Mor, jeg skal testes for ordblindhed i morgen.

Det var blevet sat i stand på hendes lærers opfordring, for jeg havde efterhånden opgivet at foreslå det. Og testen talte sit tydelige sprog: Min datter er middel til middelsvær ordblind. Det kan lyde underligt, men det var faktisk en lettelse at få at vide - særligt for min datter. Derfra begyndte der virkelig at ske noget. Med diverse hjælpemidler rykkede hun sig, og hun bestod 10. klasse med et hæderligt og flot gennemsnit. Nu tror du måske, at historien slutter her med et lettelsens suk, men sådan er livet ikke. For herefter kom nogle ’bøvle-år’, hvor hun ikke rigtigt kunne finde ud af, hvad hun ville, og i omkring to år gik hun på Uddannelsesbroen - et forløb for unge, der er i tvivl om, hvilken uddannelse de skal tage. 

På Uddannelsesbroen begyndte hun at tale om at tage enkeltfag på HF, så hun kunne forbedre sine faglige kompetencer i særligt dansk og matematik og blive fagligt styrket til at søge ind på hendes egent-lige drømmeuddannelse: SOSU eller pædagogisk assistent. Men så var det ligesom om, støtten og opbakningen smuldrede, som den har gjort før, og min datter fik at vide, at dét ville hun slet ikke kunne klare. Hun blev frustreret og var ved at give op, men efter flere måneders nedlukning på grund af corona tog hun sagen i egen hånd. For nu havde min rødhårede, temperamentsfulde pige fået nok. Hun kontaktede selv HF-enkeltfag, tog til prøver i dansk, matematik og engelsk for at finde ud af sit niveau, og den 11. august startede hun på studiet. Hun er glad og tilfreds - og selvfølgelig udfordret, men hun tager det med oprejst pande.

Og hvorfor fortæller jeg så alt dette? Jeg gør det ikke for at skælde ud på ’systemet’, for der er meget god hjælp at få, og der sidder så mange gode mennesker, som ønsker at gøre alt det bedste for de unge mennesker. Måske fortæller jeg det, fordi der netop er meget fokus på de unge mennesker og deres muligheder eller mangel på samme. Måske især når man bor i Vollsmose. Eller måske fordi nogle unge - især med minoritetsbaggrund - føler, at de bliver opgivet med en sang om: ’Det kan du slet ikke klare.’

Vi må som forældre gøre alt, hvad vi kan for at støtte vores børn og unge. Vi skal prøve at hjælpe dem den rette vej, og kan vi ikke selv, må vi tage imod den hjælp, der bliver tilbudt, eller selv opsøge den. Jeg har været så tæt på at give op mange gange. Men har alligevel fundet styrken til at fortsætte. Men det har ikke været uden mange, lange snakke og støtte og opbakning fra familie og venner, som også har taget hånd om og støttet min datter.

Vores børn og unge mennesker er vores fælles fremtid, og dem må vi ikke give op på - heller ikke dem, der har haft en barndom med udfordringer.

Seneste Artikler
Politi deler foto af formodet drabsmand fra Egeparken
Skole tages med på råd i kæmpe renovering
Vollsmose Apotek tilbyder gratis vaccination mod influenza
Iværksættere forfølger store drømme
Små skridt mod ny skole er taget