Mere ro og tid skal hjælpe ledige i job

En afdeling af jobrådgivere har fast plads i Vollsmose for at være tættere på borgere med udfordringer, der skal i arbejde. Det skal få flere ledige fra Vollsmose i job. 

Færre sager per rådgiver, mere tid til flere samtaler og en håndholdt indsats for de ledige i Vollsmose. Det er nogle af de anderledes arbejdsgange, som gælder for de jobrådgivere, der for nylig er flyttet ind i Vollsmose. De står for en særlig og målrettet indsats, som byrådet sidste år vedtog, for at få flere ledige i Vollsmose i arbejde over de kommende år.

Når rådgiverne fysisk sidder i Vollsmose, giver det nogle tydelige fordele, ifølge teamets afdelingsleder Ida Nørbygaard.

- En samtale kan foregå på en gåtur i det grønne, hvilket kan føles mere trygt for nogen, og rådgiverne kan mødes med borgeren ved bopælen, så transport ikke bliver en forhindring for de borgere, der har svært ved at komme afsted, fortæller hun.

På beboernes præmisser
Derudover har rådgiverne også erfaring med, at det giver en bedre relation til borgerne, når de ikke sidder ’inde på kommunen’ og desuden støder ind i hinanden i Vollsmose Torv.

- Der er selvfølgelig stadig en lovgivning, vi skal følge. Men håbet er, at borgerne oplever mere ro og tid, mere afklaring, og at forløbet foregår på deres præmisser, så de i sidste ende kommer for deres egen skyld og ikke kun, fordi de frygter at blive trukket i kontanthjælp, siger Ida Nørbygaard.

Som en del af indsatsen kan borgere med udfordringer også få tilknyttet en konsulent for at få særlig støtte, og der kan iværksættes supplerende sprogundervisning, praktikker og andet, som den ledige har behov for.

En del af stor plan
Den nye indsats er rettet mod borgere, som ikke er jobparate. Indsatsen er en del af ’Den sidste Vollsmoseplan’, hvor et af målene er, at andelen af ledige i Vollsmose om 10 år vil være på niveau med resten af Odense.

Beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro (F) har høje forventninger til indsatsen. Han har tidligere udtalt til Vollsmose Avisen, at han forventer at se resultaterne af den ekstra beskæftigelsesindsats allerede i 2020.

Seneste Artikler
Politi deler foto af formodet drabsmand fra Egeparken
Skole tages med på råd i kæmpe renovering
Vollsmose Apotek tilbyder gratis vaccination mod influenza
Iværksættere forfølger store drømme
Små skridt mod ny skole er taget