FAMILIERÅDGIVNING OM FORÆLDREROLLEN

Vollsmose Sekretariatets familierådgiver samarbejder med daginstitutioner, dagplejen, sundhedsplejen og skolerne i forhold til at støtte mor og far i forældrerollen. Familierådgivningen skal sikre, at familien lykkes med at blive en aktiv del af de mange fællesskaber, der knytter sig til eksempelvis barnets børnehave, skole og opvækst generelt. Vollsmose Sekretariatet tilbyder både familierådgivning til forældre til 0-6-årige og 6-15-årige.

Familierådgivning til familier med små børn, 0-6 år
Når fx institutionen oplever, at forældre har et ekstra behov for dialog om barnets opvækst og generelle forhold såsom tilbud til børnefamilier, rettigheder og pligter i forhold til barnet og samarbejde om barnet, henvises til familierådgiveren, som aktivt opsøger familien og tilbyder rådgivning. Herefter afklarer familierådgiveren og familien, hvad der skal være fokus på i rådgivningsforløbet. Det kan fx handle om: Hvad er sundhedspleje? Hvad lærer mit barn i børnehaven? Hvorfor er forældremøder vigtige? Hvad er et aktivt fritidsliv med et lille barn? Hvordan søger man råd, når man som forældre er i tvivl?

Familierådgivning til familier med skolebørn, 6-15 år
Når skolen oplever, at der er udfordringer i forældresamarbejdet eller i forhold til forældrenes opbakning til barnets skolegang generelt, henvises der til familierådgiveren, der aktivt opsøger familien og tilbyder rådgivning. Herefter afklarer familierådgiveren og familien, hvad der skal være fokus på i rådgivningsforløbet. Det kan fx handle om forældrenes tilgang til samarbejdet med skolen, deltagelse i SkoleIntra, forældremøder og lignende samt forældrenes opbakning til barnets skolegang i forhold til fremmøde, lektielæsning, at komme mæt i skole og andre problemstillinger.

To gange om året laver familierådgiveren kurser, som har fokus på forskellige emner og inkluderer en række familier, som vurderes at have gavn af, at flere forældre deler deres erfaringer og spørgsmål.