ØKONOMISK BEBOERRÅDGIVNING

Vollsmose Sekretariatets beboerrådgivning er et supplement til kommunens og boligorganisationernes generelle tilbud om økonomisk vejledning. Rådgivningen er primært til beboere med rod i økonomien og et ønske om bedre økonomisk overblik. En anden målgruppe er beboere, der har svært ved at begå sig digitalt.

Udover den økonomiske rådgivning vejleder beboerrådgiveren i, hvordan beboerne kan orientere sig og finde den rette hjælp i det kommunale system, banken, boligorganisationen osv. Hvis der ligger andre sociale eller psykiske problemer bag ved beboernes økonomiske problemstillinger, kan beboerrådgiveren guide beboerne videre til den rette hjælp i kommunen, sundhedssystemet eller en relevant interesseforening.

Rådgivningen kan variere i omfang fra enkelte korte samtaler til et længere forløb, og den hjælp, der gives, er altid hjælp til selvhjælp.