ERHVERVSMENTOR FOR UNGE

Udfordringen for de unge arbejdsløse i udsatte boligområder er ikke kun at finde et arbejde, men også at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, når de først har fået foden indenfor. Det viser tal fra interesseorganisationen Danmarks Almene Boliger.

Erhvervsmentoren hjælper den unge i gang med arbejde eller uddannelse – eller en praktikplads, hvis den unge har brug for det til at blive bedre rustet til liv med job eller uddannelse. For alene det at snuse til arbejdslivet kan være en positiv start, give selvtillid og tro på egne ressourcer og være et vigtigt skridt på vejen til fast og vedvarende beskæftigelse.

Vollsmose Sekretariatet samarbejder i den forbindelse også med det fynske initiativ Byg Til Vækst. Det skal være med til at få ledige i uddannelse og beskæftigelse inden for byggefagene gennem praktik- og lærepladsforløb i de enkelte virksomheder.

Mentorordningen er et supplement til de almindelige uddannelses-, beskæftigelses- og iværksættertilbud i kommunen. Den unge og erhvervsmentoren afklarer sammen, hvordan forløbet skal være og hvilke ting, der skal arbejdes med, for at den unge selv bliver i stand til at handle på de muligheder, vedkommende har.