Spørgsmål & svar

Her finder du svarene på de spørgsmål, der oftest bliver stillet om anlægsarbejdet i Hybenhaven.

Hvad er der lavet i Hybenhaven?

Fremtidens Hybenhaven er første etape af den overordnede byudviklings- og infrastrukturplan for hele Vollsmose, som hedder ”Fremtidens Vollsmose” og gennem de kommende år skal understøtte en større byudvikling i Odense-bydelen lidt nordøst for byens centrum.

Anlægsarbejdet i Hybenhaven består af:

  • Den gamle stamvej er lavet om til en sivegade.
    Sivegaden kan bedst sammenlignes med en form for gågade, hvor der også er plads til cyklister, biler i lav fart og plads til korttidsparkering. Sivegaden er ikke alene tænkt som en færdselsåre, men også et udeareal, der indbyder til ophold og samvær med andre, og som kan bruges til aktiviteter af eksempelvis de foreninger og institutioner, der er i nærområdet. I forbindelse med sivegaden er der lavet fire nye udearealer: En velkomstplads, en aktivitetsplads, en sansehave og et bakkelandskab.
  • En forbedring af stien, som forbinder Hybenhaven med stinettet og H.C. Andersen Skolen.
    Det stisystem, der leder ind og ud af Hybenhaven, kommer til at hænge bedre sammen og forskønnes. Det betyder helt konkret en bedre adgang til Slåenhaven, bedre og hurtigere skolevej for børn og unge, bedre belægning på udvalgte strækninger og dermed også bedre forhold for fx cyklister og fodgængere.

Hvorfor valgte man at starte i lige netop Hybenhaven?

Infrastrukturplanen Fremtidens Vollsmose er en helhedsplan, som involverer hele bydelen. Mens de store delprojekter – såsom anlæg af en ny bygade, som forlænger Risingvej ind igennem Vollsmose og nye gennembrud fra Ejbygade til Vollsmose Allé gennem boligafdelingerne Birkeparken og Bøgeparken – tilrettelægges, er Hybenhaven et oplagt startskud. Her kunne planen gå stille og roligt i gang, mens planlægningsprocessen af de øvrige anlæg pågår.

Hvordan var processen for Fremtidens Hybenhaven?

I februar 2017 leverede totalrådgiveren en skitse over anlægsarbejdet. Skitsen var omdrejningspunktet, da beboere samt varmemestre, politi, SSP og Center for Familier og Unge mødtes til dialogmøde den 9. marts 2017. Viden, input og idéer fra de adspurgte blev taget med videre og efterfølgende indarbejdet i den færdige plan, der blev præsenteret for beboerne på et møde den 18. maj 2017. Selve anlægsarbejdet gik i gang den 19. august 2017. Beboere og andre har fulgt det lokale anlægsarbejde tæt, blandt andet på Facebook-gruppen Fremtidens Hybenhaven.

Hvornår går de andre delprojekter i planen i gang?

De andre delprojekter er:

  • Bygade (Risingvejs forlængelse over Ejbygade ind igennem bydelen ned til Vollsmose Allé)
  • Sivegader gennem Granparken og Lærkeparken fra Åsumvej og frem til den nye bygade
  • Sivegade fra ny bygade til Fyrreparkens parkering
  • Egeparkens stamvej til en ny sivegade med opholdspladser
  • Sivegade fra Ejbygade ad Gillestedvej gennem Bøgeparken frem til Vollsmose Allé
  • Sivegade fra Ejbygade gennem Tjørnehaven, syd om Slåenhaven og Hybenhaven, gennem Birkeparken frem til Vollsmose Allé
  • Indre stier i bydelen

Delprojekterne projekter planlægges i 2018 og påbegyndes forventeligt i efteråret 2019 og frem. Her vil beboerne på samme måde få mulighed for at komme med deres input i forhold til de forandringer, der skal finde sted i bydelen.

Etableringen af Letbanens Linje 2 vil blive et stort selvstændigt anlægsprojekt. Byrådet har ikke besluttet, hvornår letbanen skal være i drift.

Hvad er den overordnede idé med byudviklings- og infrastrukturplanen Fremtidens Vollsmose?

Visionen er, at Vollsmose skal være en mangfoldig bydel, som alle er stolte af at bo i, og som er attraktiv at komme i. ”Fremtidens Vollsmose” er en plan for, hvordan Vollsmose skal udvikles, så bydelen i højere grad bliver en positiv brik i Odenses samlede byudviklingsstrategi. Det betyder, at Vollsmose skal bindes bedre sammen med det øvrige Odense, bydelens potentialer skal sættes i spil, og der skal skabes grundlag for mere erhverv og flere investeringer. De fysiske og sociale rammer for livet i bydelen skal forbedres og derved understøtte vigtige mål om øget tryghed, styrket civilsamfund og forandring fra udsat boligområde til bydel.

Hvem står bag byudviklings- og infrastrukturplanen, og hvem udfører den?

Boligorganisationerne Civica og FAB, og beboerne i Vollsmose samt Odense Kommune står bag planen. Planens udførelse står Vollsmose Sekretariatet for sammen med og på vegne af de tre parter. Vollsmose Sekretariatet er et partnerskab mellem netop de tre parter.