BYDELSSØSTRE

Bydelssøstre er kvinder fra Vollsmose, som gør en frivillig indsats i lokalområdet for at støtte kvinder, som ofte er isolerede, og som det etablerede system har svært ved at nå. Bydelssøsteren lytter, formidler vigtige informationer og bygger bro mellem kvinden og det sted, som bedst kan hjælpe kvinden videre. Bydelssøstrene har en empowermentorienteret tilgang og har fokus på at styrke kvinderne, så de kan hjælpe sig selv, deres børn og familie.


 

Afsaneh Ofogih
Mølleløkkevej

Jeg har en god forståelse for, hvordan det er at komme til Danmark som kvinde fra Mellemøsten. Jeg blev bydelssøster, fordi jeg gerne ville lære mere om, hvordan jeg kan hjælpe kvinder, som lige er flyttet til Danmark og har brug for en hjælpende hånd.

Ahlam Merhi
Lærkeparken

Jeg vil gerne række ud og hjælpe de kvinder, som oplever negativ social kontrol, for jeg ved, hvor bange man er i situationen. Det hjælper, hvis man føler, at der er andre, som har det på samme måde. Så får man et fællesskab og kan støtte hinanden.

Anita Lillevi Sørensen
Bøgeparken

Jeg er bydelssøster, fordi det giver mig en masse værktøjer til at hjælpe andre. Dem kan jeg bruge, når jeg i dagligdagen hjælper mine nærmeste, men også til at hjælpe andre folk, som har det skidt med sig selv. 

Aysel Hagi
Slåenhaven

Der findes stadig miljøer, hvor kvinden ikke bliver accepteret eller behandlet på lige fod med mænd. Derfor er det vigtigt at kæmpe for kvinderettigheder, som jeg har gjort hele mit liv. Som bydelssøster kan jeg sparre med de andre kvinder og få en masse faglige værktøjer.

Dalal Khalaf
Birkeparken

Jeg er bydelssøster, fordi jeg gerne vil hjælpe folk ved at dele ud af mine egne erfaringer. Jeg ved, at der findes mange kvinder i Danmark, som ikke ved, hvad de skal gøre, når de oplever negativ social kontrol. Dem vil jeg gerne motivere og hjælpe.

Farida Haq
Åsumvej

Jeg har altid gået meget op i kvinderettigheder, og derfor ligger projektet meget tæt på mit hjerte. Når der er kulturforskelle, opstår der tit misforståelser, og derfor er det vigtigt at lære, hvordan man kommunikerer og oplyser andre om deres rettigheder. 

Fatme Chehade
Fyrreparken

Jeg brænder for at arbejde med kvinder og folk, der har brug for min hjælp. Som bydelssøster kan jeg dele min egen historie, så andre kan lære af den erfaring, som jeg har fået.

Hodan Osman Yusuuf
Birkeparken

Jeg har fået en masse erfaring og viden i mit møde med det danske samfund, og den vil jeg gerne give videre til andre. Jeg er bydelssøster, fordi det er vigtigt, at vi hjælper hinanden til selvhjælp.

Jihan Jamo
Granparken

Jeg er bydelssøster, fordi jeg gerne vil hjælpe kvinder, der forsøger at komme ud af negativ social kontrol. Det er ikke nok, at de på egen hånd prøver at komme ud af deres kredse - de har brug for hjælp udefra. 

Kaja Vigtoft
Lærkeparken

Jeg er bydelssøster, fordi det giver mulighed for at lære hinanden at kende på kryds og tværs af religion og hudfarve. Vi er jo i bund og grund ens indeni, og det giver et godt fællesskab at kunne snakke sammen og støtte hinanden.

Lajla Kongstad
Tjørnehaven

Hos bydelssøstrene er der nogle fantastiske kvinder, som jeg er meget interesseret i at lære mere om. Det er godt med et sted, hvor man kan snakke sammen og danne et fællesskab.

Maggie Mønster
Tjørnehaven

Jeg er i dag en selvstændig kvinde til trods for, at min bagage er langt tungere end de flestes. Jeg tror på, at vi lærer hele livet, og at vi alle har mulighed for at udvikle os. Men man kan ikke alt uden hjælp, og den hjælp vil jeg gerne som bydelssøster være med til at give til andre.

Manal El-Soussi
Bøgeparken

Jeg er bydelssøster, fordi jeg er nysgerrig af natur og godt kan lide at møde nye mennesker med forskellige baggrunde. Jeg havde selv en god oplevelse med at komme til Danmark og vil gerne dele ud af min erfaring, så andre kan få samme gode oplevelse.

Metha Aagé Maul
Bøgeparken

Jeg er bydelssøster, fordi, jeg synes, det er et spændende og godt projekt. Det gør mig ondt, at andre kan opleve negativ social kontrol, og jeg ved, hvor nødvendigt det er, at man får hjælp udefra. 

Najlaa Rammo
Nyborgvej

Jeg har altid været en person, som gerne vil hjælpe andre. Men jeg vil også gerne være sikker på, at jeg har den faglige viden, som skal til for at hjælpe folk bedst muligt. Derfor blev jeg bydelssøster. 

Nouf Hajaj
Stjerneæble Have

Jeg er med i projektet, fordi det er med til at skabe et fællesskab, som kan række ud til kvinder, der har behov for det, og vise dem hvilke muligheder, de har. På den måde hjælper man kvinder til at hjælpe sig selv.

Omayma Cheika
Birkeparken

Jeg er bydelssøster, fordi jeg gerne vil støtte andre kvinder, som har det dårligt med sig selv. Jeg har også min egen historie, som jeg gerne vil bruge til at hjælpe andre, som måske står i samme situation. 

Patdlok Eipe
Lærkeparken

Jeg vil gerne hjælpe folk med at komme godt ind i det danske samfund. Man kan blive helt tom og deprimeret, når man ikke ved, hvad ens fremtid bringer. Det er vigtigt, at der findes folk, som gerne vil lytte og hjælpe en på benene igen.

Rihab Shahin
Bøgeparken

Da jeg var teenager, følte jeg mig aldrig hørt, og jeg var ikke stærk nok til at sige fra. Som bydelssøster vil jeg gerne hjælpe andre unge piger i den situation og inspirere dem til at stole og tro på sig selv.

Rwaida Elyoussef
Lærkeparken

Jeg valgte at blive bydelssøster, fordi jeg gerne vil dele min historie og bruge min egen erfaring til at hjælpe andre, som har stået i en lignende situation.

Sarwa Sharif
Bøgeparken

Jeg har altid været meget social og engageret i mit lokalområde. Derfor vil jeg gerne som bydelssøster være med til at række en hånd ud til dem, som har brug for hjælp. Jeg ved, hvordan det er at være ny i Danmark og vil gerne hjælpe og rådgive ud fra mine egne erfaringer. 

Wajiha Assaf
Åsumvej

Kvinder skal ikke tænke, at de ikke duer til noget. Man kan, hvad man vil. Jeg er bydelssøster, fordi jeg i forvejen arbejder en del med at vejlede kvinder og gerne vil dele min erfaring samt lære af de andre. Vi kan være med til at styrke kvinders identitet og fortælle dem, hvad de har af rettigheder.